Fjordengen 25
6960 Hvide Sande
T: 9659 4900
mail@ankerfjordhospice.dk

Nyhedsbrev 5 – forår 2011

23.03.2011 13:30

Nu må det altså snart blive forår. Dagene bliver længere, men hvor bliver solen af. De små forårs bebudere som vintergæk, krokus og erantis titter frem i vore haver – og forleden fortalte en bekendt, at den hvide vipstjert var kommet og at lærken har sunget siden midten af februar.
Men der meldes igen om frostgrader til kommende weekend.

Vinteren har været lang og streng, men det sneklædte landskab har også givet mange smukke naturoplevelser. Klitterne har i perioder lignet alpelandskaber, så man næsten kom i tyrolerstemning. Jeg kan kun opfordre læserne til at kigge på de stemningsbilleder, der ligger på hjemmesiden.

Anders Agger er netop ved at lægge sidste hånd på en dokumentar serie om patienter og deres tid her på Anker Fjord Hospice. Sammen med sin kameramand Peter følger Anders 3 patienter og inviterer dem til at dele deres livshistorie med seerne. Det bliver bl.a. til hjemmebesøg, en tur med redningsbåden, et besøg hos pølsevognen på torvet i Ringkøbing og samtaler med de pårørende. Anders og Peter har med stor ydmyghed og empati været en del af huset og vil gennem udsendelserne også skildrer dagligdagen på et hospice.
Vi glæder os til at se det færdige resultat.
Første udsendelse kommer 7. april.

1. juni begynder vi udrulning af den elektroniske patientjournal(EPJ) her på Anker Fjord. Det er en stor udfordring, som forhåbentligt vil medvirke til at effektivisere informationsadgang, kommunikation og til kvalitetsudvikling. Visionen er at få adgang til tidstro og relevant information på smidig vis.
Vi har udpeget 2 EPJ ansvarlige sygeplejersker, som bliver ansvarlige for uddannelse og udrulning her på Anker Fjord. Delelementer som medicin modul og rekvisation/svar modulet er allerede på plads og fungerer efter hensigten.
Vi planlægger indkøb af bærbare PC´ere således, at sygeplejerskerne som nu kan dokumentere inde hos patienten.

Der har været 2 stillingsopslag i årets første måned. Vi har sagt farvel til køkkenleder Marie Nørby, som har søgt nye udfordringer på Lem plejehjem. Det betyder, at vi kan sige velkommen tilbage til Dorit Winther Hansen, som efter en tid på Fjordvang efterskole igen er at finde i køkkenet på Anker Fjord.
Vi kan også sige velkommen til en ny sygeplejerske Anne Marie Lund Andersen, som tiltræder pr. 1. april. Vi glæder os til at få nye kolleger.

Tiden går – Anker Fjord har snart været i drift i 5 år, og det kan efterhånden ses på en del inventar. Alle sofaborde i lejlighederne er netop blevet slebet ned og lakeret og fremstår nu som nye igen. Ligeledes skal alle stole i cafeen trækkes om, denne gang med skind, så de kan vaskes af.

5 årsdagen vil blive markeret d. 12. oktober, hvor den officielle indvielse med deltagelse af H.K.H. Kronprinsesse Mary fandt sted i 2006. Det nærmere program er endnu ikke fastlagt. Sikkert er det, at årsskriftet i år kommer til at omhandle de første 5 år og vil blive uddelt netop denne dag.

Jeg slutter med første vers af ”Idas sommervise” fra Astrid Lindgrens verden, idet vi næste weekend skifter til sommertid – husk uret skal 1 time frem (fordi havemøblerne skal frem) og så håber vi, at foråret venter lige rundt om hjørnet.

     Du skal ikke tro det bliver sommertid, 
     hvis ikke jeg selv gi’r et skub
     til sommeren og gør den lidt sommerlig,
     så alting kan komme i knop.
     Først puster jeg liv i en vintergæk,
     nu står den og lyser så kønt,
     men allerførst smelter jeg sneen væk,
     så jorden kan klæ’ sig i grønt


De bedste forårshilsner herfra Anker Fjord Hospice

Herdis Hansen
Hospicechef

Tilbage til nyhedsoversigten