Hvem kan komme på hospice
I Danmark er der frit hospicevalg, dvs. at patienter fra hele Danmark kan søge ophold på Anker Fjord Hospice.
Ophold på hospice er GRATIS.
På Anker Fjord Hospice har hver lejlighed et gæsteværelse, hvor patienters pårørende kan bo gratis under opholdet.

Formål med optagelse på hospice
Det er formålet med optagelse på hospice at yde en specialiseret, tværfaglig palliativ indsats der ikke kan varetages på basisniveau af egen læge, kommunal hjemmepleje eller på hospitalsafdeling. Den lindrende behandling omfatter pleje og omsorg til det uhelbredeligt syge og døende menneske i den sidste levetid. Det er endvidere formålet at yde støtte, vejledning og omsorg til den døendes pårørende og senere efterlevende.
Den specialiserede palliative indsats kan medføre, at patientens tilstand stabiliseres i en sådan grad, at patienten kan udskrives til eget hjem, enten for en periode for derefter at blive genhenvist til hospice, eller indtil livets afslutning.
Henvisningskriterier (alle kriterier skal være opfyldt)
• Forventet kort levetid (udarbejdet terminalerklæring) for den henviste,
• Helbredende behandling er ophørt for den henviste,
• Komplekse problemstillinger af fysisk, psykosocial eller eksistentiel karakter hos den henviste,
• Behandlingsniveauet skal være afklaret, således at den henviste ikke har symptomer af en karakter, der fordrer indlæggelse på hospital,
• Den henviste har et ønske om at leve den sidste tid på hospice og er velinformeret om andre muligheder for ophold og støtte.
Henvisningsberettiget
Optagelse på hospice forudsætter lægelig henvisning, f.eks. fra den pågældendes praktiserende læge, behandlende læge på hospital eller i det palliative team.
Visitationsansvar
Hospicechefen varetager visitation til hospice sammen med den læge fra Region Midtjyllands hospitalsvæsen, der er tilknyttet hospice.
Henvisning:
En henvisning består af 2 dele.
• En del, som udfyldes af en læge. -> Udfyldes af lægen
Lægen kan eks. være egen praktiserende læge, behandlende læge på hospitalet eller læge fra det palliative team.
• Du skal endvidere selv udfylde et ansøgningsskema. -> Udfyldes af patienten












